Del: - -

Tydelig kultur på Danmarks bedste arbejdsplads

På Bofællesskaberne Edelsvej er ingen medarbejder i tvivl om, hvad der forventes af deres arbejdsindsats.

Af Sanne Maja Funch 

Den gamle fagpolitiske grundformel Enighed gør stærk springer i tankerne, når arbejdskulturen skal beskrives for Bofællesskaberne Edelsvej. Det esbjergensiske døgntilbud for borgere med psykiske funktionsnedsættelser blev i 2013 kåret til Danmarks bedste arbejdsplads i kategorien for mellemstore virksomheder, og hæderen er opnået gennem et benhård prioritering af en fælles og i høj grad solidarisk kultur.

"Jeg tror, mange vil sige, at vi er meget hårde. Men det handler om at passe på de medarbejdere, som er meget ansvarlige omkring deres job, og der er vi nødt til at holde fast hele tiden," siger områdeleder Annemette Hauschildt.

Relationer i fokus

Bofællesskaberne Edelsvej blev etableret i 1997, og fra starten var Annemette Hauschildt og arbejdsmiljørepræsentant Pia Friis optaget af at skabe en stærk profil på arbejdsmiljøområdet. Tilgangen er ideerne omkring social kapital.

"Det vidste vi ikke, at det hed dengang, men det handler om at arbejde sammen i et fællesskab. I et døgntilbud er medarbejderne afhængige af hinanden, og jeg mener, at vi er gode til at gøre hinanden gode," forklarer Pia Friis.

Indsatsen er mangfoldig og strækker sig fra »det helt banale« som at hilse hver dag og at sørge for at være til stede over for både borgerne og hinanden. I det første tilfælde for eksempel ved at undgå private samtaler ved spisebordet eller udføre sit arbejde med høretelefoner. I det andet tilfælde har Bofællesskaberne Edelsvej ifølge leder og arbejdsmiljørepræsentant haft held til at skabe en åben kultur, hvor medarbejderne hjælper og drager omsorg for hinanden, men også tør tage dialogen, hvis en kollega ikke lever op til forventningerne.

På de større linjer er blandt andet kompetenceudvikling og ditto udnyttelse en kerneindsats. "X faktor-potentialet" hedder det, når en medarbejder får et særligt ansvarsområde, fordi hun her har en særlig interesse. På den måde har Bofællesskaberne Edelsvej gennemført projekter om alt fra seksualitet til musikundervisning. 

Kerneydelsen over individet

Bofællesskaberne Edelsvej er kun én arbejdsplads blandt mange, der har hæftet kodeordet social kapital på arbejdsmiljøindsatsen. Men her fastholdes indsatsen med en ihærdighed, der på nogle virker streng, men ifølge Annemette Hauschildt og Pia Friis er stedets styrke. 

Kulturen er så velbeskrevet, at denne artikels journalist fik tilsendt en 56-sider lang kulturprofil foruden en kultur-ABC og en række introduktioner til nye medarbejdere i anledning af interviewet.

"Alle har brug for at føle, at de er dygtige, men det bliver diffust, hvis de ikke ved, hvad de skal være dygtige til. Derfor har vi håndbøger og vejledninger og regler," forklarer Pia Friis om de nøje definerede rammer.

Annemette Hauschildt ved godt, at den kultur ikke er for alle. Hun har før afholdt informationsmøder forud for ansættelsesrunder og allerede her sorteres pædagoger fra, der er af en anden skole: "De tænder ikke på den struktur, der er. Vi synes, det giver en frihed, men der er pædagoger, som hellere selv vil bestemme, hvad de laver og hvornår."

Andre falder fra, hvis de ikke lever op til det beskrevne. Bofællesskaberne Edelsvej går langt for at imødekomme medarbejdernes individuelle behov. Men det er altid hensynet til kerneydelsen, der får det sidste ord: "De store sværdslag har været at insistere på, at man faktisk får løn for at være her. Jeg vil ikke acceptere, at man for eksempel møder kl. 13 og så starter med at gå ud og røge en smøg. Vi forbruger faktisk vores løn, hver gang vi går ind af døren, den falder ikke bare ned fra himlen. Vi er omkostningsfyldte," insisterer lederen.

Det har krævet ofre at skabe Danmarks bedste arbejdsplads, og der har været »meget ondt i maven«, anerkender Annemette Hauschildt. Ikke mindst for hende selv: "Jeg synes, det allersværeste som leder er at afskedige folk. Men det hænder, at jeg er nødt til at gøre det. Ellers udhuler jeg jo min egen organisation og er ikke troværdig som leder."

Danmarks bedste

Til gengæld høster Bofællesskaberne Edelsvej konkrete resultater for indsatsen, hvoraf kåringen som Danmarks bedste arbejdsplads selvfølgelig er blandt de tydeligste. Et andet er sygefraværet: sidste år havde medarbejderne i gennemsnit 10 sygefraværsdage mod et landsgennemsnit på 16 dage.

Når det gælder de borgere, som Bofællesskaberne Edelsvej eksisterer for, er Pia Friis og Annemette Hauschildt overbeviste om, at også de mærker en positiv forskel.

"Der er fuldstændig overensstemmelse mellem vores tilgang til hinanden og til borgerne. Vi vil gerne være autentiske, troværdige og give folk en oplevelse af tillid og samarbejde. Vi vil have positive relationer, og stedet er gennemsyret af det,« siger Annemette Hauschildt."

Stoltheden er sværere at måle på. Men den er blandt husets afgørende aktiver. Én af bofællesskabernes borgere bor på Edelsvej og har fået job på McDonald’s, der sidste år blev kåret som Danmarks bedste blandt de store arbejdspladser.

"Han er vildt stolt over, at begge steder er Danmarks bedste. Borgerne har jo en stolthed over det, over at de bor sådan et godt sted. Det er ikke kommet af ingenting," siger lederen. 


Senest revideret den 25. august 2020