Af Amalie Ebler Blichfeld
Mødet begynder før lukketid
Børnehuset Guldminen er en integreret dagsinstitution med 107 børn i alderen 0-6 år og 25 medarbejdere. Arbejdspladsen oplevede, at der var ingen gejst eller gnist til deres månedlige personalemøderne.
- Før startede vi med fællesspisning kl 17.15 og vores personalemøde varede indtil 21.15. Nu starter vi 16.40 til 19.40, hvor institutionen ikke er lukket endnu. Det betyder, at tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten passer børnene i 35 minutter. De to har holdt møde med lederen og har budt ind på, hvad lederen bl.a. kan tale med medarbejderne om. Folk er mere friske, fordi vi starter tidligere og har skåret én time af mødet. Det betyder, at der ikke længere er fællesspisning, men man må gerne spise under mødet, fortæller Pia Arentz Sørensen som er inklusionspædagog.
Punktet eventuelt er fjernet
Til møderne er der skrevet tidsangivelser på de forskellige punkter til dagsorden, og eventuelt er blevet fjernet. Dagtilbudsleder Pia Oddershede fortæller:
- Før i tiden kunne vi have holdt et godt møde, hvor der var masser af energi, men når vi kom ned til eventuelt, kommer der en masse forskelligt emner op og det ødelagde den gode energi der havde været. Nu er punktet eventuelt blevet fjernet, hvilket betyder at hvis man har noget at sige, så bliver det et punkt på dagsorden.
Fast ordstyrer
Førhen var der skiftende ordstyrere og referenter til møderne.
- Det var ikke alle som synes det var særlig rart og som tør at træde ind i et rum, hvor man skal bestemme over andre, siger Pia Arentz Sørensen.
Nu er der faste ordstyre både til personalemødet og til afdelingsmødet. Her er det leder eller inklusionspædagog styrer dagsorden og møder i afdelingerne. Ved at have en fast ordstyrer giver det mere deltagelse og mulighed for at høre flere fx ved at sætte medarbejdere sammen to og to.
Praksisnære møder giver engagerede medarbejdere
Hver anden måned indgår afdelingsmødet i personalemødet dvs. at børnehaveafdelingen og vuggestueafdelingen holder deres eget møde. Til disse møder planlægges gruppetiden, hvor børn i mindre grupper benytter alle rummene i huset, derudover er der gruppearbejde, og det er muligt at ordne praktiske gøremål til mødet.
Både personalemødet og afdelingsmødet er i højere grad praksisnære møder, hvor der er et klart mål for arbejdet under mødet. Her får personalet bl.a. feedback ud fra Marte Meo metoden, hvor de bliver filmet i dagligdags episoder.
Det har givet positive resultater at ændre mødernes struktur og indhold.
- Vi ser, at dét at gøre møderne praksisnære betyder ejerskab og engagement hos medarbejderne samt det højner kvaliteten af deres pædagogiske arbejde, afslutter Pia Oddershede.