Del: - -

Mere fokus på patienten giver bedre trivsel hos personalet

Ny måde at fordele arbejdsopgaver på hospitaler giver både bedre pleje til patienten og mere tryghed og faglig dialog hos medarbejderne. Nyt kursus skal klæde sundhedspersonalet på til at fordele plejeopgaver bedre mellem faggrupper.

”Pas nu på. At møder og strukturer - alt muligt andet end patienterne - ikke kommer til at fylde mere end patienterne”.

Den løftede pegefinger er baggrunden for projektet ”Faglig begrundet arbejdsdeling”, som efter flere projektforløb har ændret arbejdsgangen på en stribe hospitalsafdelinger i Region Hovedstaden. Nu skal endnu flere med på vognen ved hjælp af en ny ambassadøruddannelse.

Det fortæller Mie Rasmussen, som er uddannelseskonsulent i Region Hovedstadens sektion for efteruddannelse og kompetenceudvikling.  Hun har sammen med den anden projektleder Annette Kolding Rørvik udviklet uddannelsen og været mentor for nogle af de afdelinger, som har rystet posen med fordelingen af opgaver.

”En arbejdsplads i sundhedsvæsenet er en arbejdsplads, hvor der er et krydspres mellem patientpleje og krav om dokumentation og administration. Der er masser af ikke-patientnære ting, som personalet skal honorere: uddannelsesmøder og -evalueringer, indførelse af systemer til administration og patientsikring, udskrivningsmøder for patienter. Alle de ting blander sig i patientplejen. For der skal være tid til det hele,” fortæller hun.

Sig den faglige viden højt

Et af problemerne på afdelingerne kan blive, at i travlheden bliver den tavse viden og de faglige begrundelser for opgavevurdering og arbejdsdeling ikke delt.

”Faguddannede kan tænke: ”De andre ved det samme som jeg”. Fx at man ved en hjertepatient skal tjekke bestemte blodprøver. Men hvis man ikke får det sagt højt, og de andre har glemt det eller aldrig har fået det at vide, så bliver det ikke gjort. Den faglige viden skal siges højt hver dag.”

Kernen i metoden er at vurdere patienterne efter den såkaldte synergimodel. Hver patient scores på fem parametre, som siger noget om kompleksitet og plejetyngde. Plejepersonalet - fx både sygeplejersker og SOSU-assistenternes kompetencer scores også. Og patienterne fordeles så alt efter hvor meget erfaring og uddannelse, der kræves.

De fleste steder finder øvelsen sted på en tavle, hvor der angives tal og prikker fra 1-3. Det er tavlemødet, som udløser de faglige snakke.

Det handler om at få fordelt de rigtige kompetencer til de rigtige patienter. Eller kort sagt - få de erfarne sygeplejerskerne ud, hvor der er mest behov for dem: på stuerne hos de akut syge og komplekse patienter. Det sikrer, at mindre erfarne og kortuddannede ikke står med opgaver, de ikke føler de kan magte. Og ikke bør stå alene med.

Erfaringen er, at den øvelse er godt for patientpleje og -sikkerhed. De dårlige patienter er blevet mere synlige, og der sikres det bedste match mellem kompetencer og plejebehov.

Positiv bivirkning for arbejdsmiljøet

Men metoden giver også en sidegevinst for arbejdsmiljøet. Den sociale støtte er pludselig langt mere nærværende, fordi metoden giver et øget fokus på det faglige. Samarbejdet er blevet bedre og man taler mere sammen.

Uddannelseskonsulent Anette Nielson fra Region H har gode erfaringer med at indføre Faglig begrundet arbejdsdeling på en medicinsk afdeling på Herlev Hospital for et par år siden.

”Det skaber tryghed. Pludselig blev det legalt at spørge, snakke om det og sige fra. I personalegruppen kom der en forståelse af, hvorfor det var svært at passe en bestemt patient. Hvorfor det kunne være svært at være nyuddannet sygeplejerske med ansvaret for komplekse peteinter. Man kunne tale om hvilke kompetencer, man forventede af forskellige faggrupper. Havde man ondt i maven over noget, kunne det være, man skulle have en garvet kollega at læne sig lidt op ad.”

Arbejdspladsen skal være parat

Begge er enige om, at meget travle afdelinger kan have den største udfordring med at gennemføre kulturændringen.

Så det er vigtigt, at afdeling er parat til at reflektere fagligt. Den skal ikke være i kaos og måske overvældet af andre strukturændringer og indførelsen af nye systemer. Af samme grund har uddannelseskonsulenterne altid med feltobservationer screenet om afdelingens kultur reelt er klar.

For at opnå succes er det også vigtigt, at hele personalegruppen bakker op. ”Én ansat er ikke nok. Tanken er, at to eller tre fra hver arbejdsplads skal med på ambassadørkurset: en fra hver faggruppe og meget gerne også en leder. For man kan ikke alene skabe så store forandringer,” pointerer Mie Rasmussen.

Ledelsen skal også bakke op i det daglige. ”Det er vigtigt at lederne vil den faglighed. At de skaber rammer for, at personalet kan mødes om faglige ting. At de spørger til, hvorfor der er patienter, som ikke er scoret. Eller spørger ind til konkrete faglige argumenter for scoringen. For nogen skal køre tankegangen og metoderne videre. Det skal have sit eget liv,” siger Anette Nielson.

Faren kan også være at de faglige snakke bliver nedprioriteret, når man har rigtig travlt. ”Men det påvirker altså arbejdsmiljøet, at man får lov til at tage dem. Det er sjovt at stå til tavlemøder, og de giver et fundament for at begynde at snakke fagligt.”

 

Det mener sygeplejersker og SOSU-assistenter

  • ”Vi er i gang med at ændre en hel arbejdskultur”
  • ”Flere gode, faglige drøftelser”
  • ”Det giver større overblik og god tryghed”
  • ”Det opstår flere læringssituationer - især godt for nyansatte, elever og studerende”
  • ”Jeg ved, hvem jeg kan spørge om råd blandt mine kolleger”
  • ”Arbejdstiden bliver brugt mere effektivt”

 

 

 

Faglig begrundet arbejdsdeling

FOA og Dansk Sygeplejeråd har været igangsættende på de første projekter. Projekterne har indtil nu kørt på medicinske og kirurgiske afdelinger. Snart vil de også køre i fysioterapien i et geriatrisk afsnit og børne/unge-psykiatrien med støtte fra uddannelseskonsulenterne.

Personalepolitisk arbejdsgruppe i Region Hovedstaden har fra 2012 bevilget 1,1 mio. kr til at udbrede metoderne. Fremover er målet, at ambassadører efter kurset selv kan gennemføre projekterne i egne afdelinger over hele sundhedsvæsenet.

Projektet består pt. af to dele: Projektforløb på Bornholms Hospital og Amager Hospital, som har givet erfaringer og ambassadøruddannelsen.

Der er planlagt en evalueringsrapport og en videndelingskonference i foråret 2014.

Læs inspirationskataloget Faglig begrundet arbejdsdeling (2012)

 

 

 

Ambassadør for arbejdsdeling

Region Hovedstadens uddannelse til ambassadør foregår over 10 dage og fire moduler fra oktober 2013 til januar 2014. Den er for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergo- og fysioterapeuter, læger, jordemødre, portører og andre relevante faggrupper (fx pædagoger og socialrådgivere) i sundhedsvæsenet.

Fokus er på:

  • metoder til systematiske og faglige begrundelser i patientvurdering
  • dialog om patientens behov og kompleksitet og personalets kompetencer
  • metoder til at implementere og forandre

 


Senest revideret den 25. august 2020