Af Sanne Maja Funch
Ikke alle elsker hverdagsrehabilitering. Nogle borgere vil bare gerne have strømperne på i stedet for at blive trænet i at gøre det selv. Og nogle medarbejdere synes, det er svært at planlægge ofte lange træningsforløb i teams i stedet for at udføre en given opgave, som de plejede.
Til gengæld venter belønningen i form af øget livskvalitet til borgerne og mere arbejdsglæde til medarbejderne, hvis indsatsen lykkes. Det er i hvert fald erfaringen fra Greve Kommune, der i 2013 afsluttede et stort projekt, hvor ældreplejen blev omstillet til hverdagsrehabilitering. "Ja, det betaler sig. Effekten for borgerne har vi testet i forhold til deres fysik, selvoplevede livskvalitet – på alle mulige måder. Og især sosu-medarbejderne nyder godt af at bruge deres faglighed på en helt ny måde," siger Susanne Sønderup, projektleder på projektet i Greve Kommune.
For Tinna Kalas, sosu-medarbejder og rehabiliterende koordinator, handler succes i høj grad om at skabe mål. "Nu er vi nået dertil, hvor det bare kører; borgeren bliver visiteret ind i hverdagsrehabilitering. Så laver vi en plan med milepæle og tager de små succeser hen ad vejen, som bliver til store sejre. Jeg har set mange profitere af hverdagsrehabilitering," siger hun.
Alle skal have en stemme
Kunsten at skabe et mål gælder både i arbejdet med den enkelte borger og i forhold til hele den gruppe af medarbejdere, der er i spil i forløbet.
Når man har sagt rehabilitering, må man også sige tværfagligt samarbejde. At hjælpe en borger til at hjælpe sig selv kræver, at faggrupper som visitatorer, sosu-medarbejdere og terapeuter arbejder sammen om at tilrettelægge og gennemføre et træningsforløb.
Den struktur var ny i Greve Kommune præcis som tanken om, at borgeren skulle selv. "For nogle år tilbage blev medarbejderne pålagt at udføre opgaverne for borgerne. Det understreger den kovending, vi stod over for," forklarer Susanne Sønderup.
Greve Kommune rullede rehabiliteringen ud ved først at lave et pilotprojekt, hvor konceptet blev lavet, og nogle få medarbejdere uddannet til at varetage opgaven. Siden skulle arbejdsmetoden udbredes til hele ældreplejen.
Lige fra starten var projektgruppen omhyggelig med, at alle faggrupper fik en stemme. Det betød, at sosuer, terapeuter, visitatorer, medarbejdere fra hjælpemiddelgruppen og ledere sammen skabte rammerne om den opgave, de stod overfor. Især var det for projektlederen afgørende, at sosuerne var med: "Det handler jo om, at folk skal føle sig betydningsfulde, fordi de er det. Og der eksisterer nogle faghierakier, hvor det organisatorisk ligger, at terapeuterne er specialisterne, der kommer med svaret. Vi har gjort meget ud af at nedtone terapeuternes rolle og sige til sosuerne: terapeuterne kan ikke lave deres arbejde, hvis I ikke laver jeres – og fortæller om det," siger Susanne Sønderup.
Den gode vilje i fokus
På samme måde var fokus på at skabe fælles forståelse og motivation, da konceptet skulle rulles ud i hele kommunen. Susanne Sønderup og projektgruppen rejste blandt andet rundt med et såkaldt roadshow, hvor de fortalte om rehabilitering, tværfaglighed og baggrunden for den nye tilgang.
Vigtigt i forhold til projektets succes var ifølge både Susanne Sønderup og Tinna Kalas, at der var en projektleder, som var dedikeret til at få de tværfaglige arbejdsgange til at virke og altid holdt gejsten oppe i forhold til en radikalt ny arbejdsform: "Susanne var ude i alle grupper og skabte en stemning omkring det her. Vi fik evidens for, at med flere ældre og færre hænder, var vi nødt til at gøre det. Og samtidig fik vi en bevidsthed om, at det faktisk er en meget vigtig opgave. For hvad er vigtigere end at investere i et andet menneske?", spørger siger Tinna Kalas retorisk.
Susanne Sønderup forklarer, at hendes tilstedeværelse på møder hos alle faggrupper hjalp med at understøtte den fælles forståelse, der har fået tværfagligheden til at fungere: "Det handler om at forstå, hvad hinanden siger. Det her med at tydeliggøre, at alle faggrupper havde den gode vilje og arbejdede mod det samme."
Ny entusiasme
Trods den omfattende indsats, lykkedes det dog ikke at integrere alle faggrupper i arbejdet. Fysioterapeuterne blev sorteret fra, da rehabiliteringsarbejdet stemte bedre overens med ergoterapeuternes faglighed. Og sygeplejerskerne fandt aldrig helt deres plads i den nye arbejdsform, og det er måske et større tab: "Jeg tænkte, at sygeplejerskerne var oplagte for eksempel i samarbejdet omkring medicin. Men de synes aldrig helt at kunne se deres rolle, selv om jeg jo kan se, at det er lykkedes at integrere dem i andre kommuner," siger Susanne Sønderup.
Alligevel opfatter både hun og Tinna Kalas omstillingen som en succes. I dag er ændringerne slået igennem i Greve Kommune: Borgerne visiteres til hverdagsrehabilitering, hvor visitatorer, ergoterapeuter og sosuer træner dem i tværfaglige teams.
Det er en gevinst for både borger og medarbejder: "Jeg hører en ny entusiasme i mine kollegaers stemmer. De fortæller om fru Jensen, der ikke har været ude i et år, men nu kom hun af sted. Det er en sejr for både sosu og borger. Nu er vi inde og arbejde med noget, der flytter borgeren frem for, at det hele bare kører på rygraden," siger Tinna Kalas.