Selvledelse på godt og ondt
I nogle dele af social- og sundhedssektoren har medarbejderne fået mere indflydelse på deres arbejde. Det er som udgangspunkt godt for det psykiske arbejdsmiljø og giver større tilfredshed med arbejdet. Bagsiden af medaljen er, at man kan have svært ved at sætte grænser for, hvor ens ansvar går. Det kan føre til dårlig samvittighed eller øget arbejdstid. For nogle kan det også føre til, at privatlivet invaderer arbejdstiden i form af Facebook, private telefonsamtaler og privat snak med kollegerne uden for pauserne.
Når indflydelse bliver negativ, er det ofte fordi medarbejderne har stor indflydelse på, hvordan de vil løse opgaverne men lille indflydelse på, hvor mange opgaver de skal løse. Det kan stille medarbejderne i det dilemma, at de ikke kan løse opgaven så godt, som deres faglighed tilsiger inden for den tid, der er sat af til det. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt, at I forholder jer til problemet samlet som afdeling, enhed eller arbejdsplads. Det handler om at få fastlagt, hvornår I har gjort jeres arbejde godt nok – ikke ud fra en ideel betragtning, men ud fra de vilkår I arbejder under.
Alene om beslutningerne
Alenearbejde med mange vanskelige situationer og dilemmaer kan også gøre det svært for medarbejderen at sætte grænser. Derfor stiller det krav til, at medarbejderne har adgang til sparring fra ledere og kolleger og eventuelt supervision. Det gælder fx i dele af socialpsykiatrien og handicapområdet, hvor medarbejderne arbejder hjemme hos borgerne, og derfor ofte er alene med meget svære beslutninger.
Sådan kan I arbejde med at sætte grænser
At sætte grænser for arbejdet handler i høj grad om forventningsafstemning mellem ledelsen og medarbejderne og internt i medarbejdergruppen. Om at sikre en fælles prioritering af opgaverne. Til det kan I bruge BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljøs værktøj ”Prioritering af kerneopgaven”.
Dette er et uddrag af "Sunde arbejdsrytmer".
