Sunde arbejdsrytmer
Hent 'Sunde arbejdsrytmer' her
Restituhvafornoget

 

Restituhvafornoget er en række materialer, der hjælper arbejdsmiljøgruppen med at sætte emnet restitution og pauser på dagsorden.

Find materialerne her
Del: - -

Hvornår vil du gerne arbejde i næste måned?

Skiftende arbejdstider er ofte en belastning for medarbejderen, men indflydelse på arbejdstiden kan være med til at mindske belastningen.

Indflydelse på arbejdstiden giver bedre balance

Dansk forskning viser, at indflydelse på arbejdstiden har positiv effekt på balancen mellem arbejde og privatliv og på evnen til at restituere og få en god søvn.

De fleksible vagtsystemer er typisk bygget op, så den enkelte medarbejder i første omgang selv taster ønsker til arbejdstiden ind i systemet, hvorefter medarbejdergruppen forhandler eller pusler sig frem til en færdig løsning i samarbejde med lederen eller planlæggeren. Desuden er systemerne typisk suppleret med en timebank, som medarbejderne kan spare op i.

Indflydelsen skal være reel

Det er vigtigt, hvordan man indfører de fleksible arbejdstidssystemer. For eksempel viste et dansk forskningsprojekt, at der hvor medarbejderne opfattede, at fleksibiliteten kun var til gavn for arbejdspladsen, var der ingen positiv effekt på arbejdsmiljøet eller helbredet ved at indføre de fleksible systemer.

Balance mellem forudsigelighed og fleksibilitet

Vær opmærksom på, at fleksible arbejdstidssystemer indeholder et potentiale for konflikter. Nogen kan være bedre til at udnytte fleksibiliteten end andre, og det er også forskelligt, hvor meget henholdsvis forudsigelighed og fleksibilitet betyder for den enkelte medarbejder. Hvis I planlægger en måned frem, giver det meget fleksibilitet, men ikke så meget forudsigelighed. Planlægger I tre måneder frem i tiden, giver det mere forudsigelighed og mindre fleksibilitet.

Fleksible vagter stiller krav til organisationen

Indførelse af fleksible vagter kræver, at arbejdspladsen har ressourcer til at gennemføre de nødvendige organisationsændringer. Det kan være konsekvenser for sammensætning af team, hvor det for eksempel i psykiatrien kan have betydning at arbejde sammen med kolleger, man kender godt, og ved hvordan reagerer, hvis der opstår eller er optræk til en tilspidset situation. Og det kan have konsekvenser for borgeren. Det kan gribe ind i udførelsen af kerneopgaven og organisationen skal være villig til at håndtere disse aspekter.

Dette er et uddrag af "Sunde arbejdsrytmer".


Senest revideret den 08. oktober 2024