Gør nattevagtens indsats mere synlig
Anerkendelse kan vises på mange måder, for eksempel ved at sikre, at information fra personalemøder eller mere uformelle møder, altid når frem til medarbejdere, der er på nattevagt. Det kan ske ved at lægge personalemøder, kurser og supervision på dage og tidspunkter, så det ikke altid bliver de samme, der er forhindret i at deltage. Det kan også være en god idé en gang imellem at tage natarbejde som punkt på møderne. Det gør nattevagternes indsats mere synlig.
Sparring og feedback
En stor faglig udfordring for både lederen og medarbejderen på nattevagt er, at der indimellem er brug for sparring og feedback i situationen eller i umiddelbar tilknytning til den. Mange nattevagter savner muligheden for at få råd og vejledning fra deres leder.
Find den rigtige arbejdsbyrde
Arbejdsbyrden om natten er typisk meget svingende og afhænger af, hvad der akut opstår af situationer på døgninstitutionen eller hospitalsafdelingen. Nogle steder er man begyndt at lægge rutineopgaver ind for at fylde nattevagtens tid ud. Det kan fx være opfyldning af depoter, forberedelse af prøver eller andet mere rutinepræget arbejde. Det aflaster dagvagterne og kan give god mening. Der er dog en grænse for, hvor stor arbejdsbyrden kan være om natten, hvor medarbejderne typisk er søvnige, fryser og i det hele taget har mindre energi.
Sund kost på nattevagten
Nogle arbejdspladser har frugtordninger, hvor der bliver sat noget til side specielt til nattevagterne. Andre har eksperimenteret med en madvogn, som kommer rundt om natten. Overvej, om det er muligt at tilbyde nattevagterne særlig forplejning, for eksempel i form af en sund madpose, morgenmadsprodukter, adgang til mikrobølgeovn og lignende.
Powernap og andre pauser
En kort lur eller et powernap i løbet af nattevagten kan mindske trætheden, øge følelsen af velvære, bedre koncentrationsevnen og forbedre søvnen efter nattevagten.
Sådan kan I forbedre nattevagten
Dette hæfte kan give jer konkret inspiration til at forbedre nattevagten:
- ”Natarbejde med færre gener”, PDF fra Danske Regioner, SHK og KTO.
Dette er et uddrag af "Sunde arbejdsrytmer".
Resultater af forskningsprojekt om natarbejde
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har forsket i, hvad natarbejde betyder for risikoen for at udvikle type 2 diabetes og hjertekarsygdom. Læs resultaterne her.