Mangfoldighed
Personalepolitik i forhold til etnicitet, køn og alder
En ansættelsespolitik kan indeholde målsætning om, at personalesammensætningen skal afspejle befolkningssammensætning i forhold til etnicitet, alder og køn. Effekten af politikken kan måles ved hjælp af analyse af personalesammensætningen, så I sikrer, at målsætningen nås. Diskutér hvor I oplever, at ansættelsespolitikken bliver efterlevet og tal om, hvorvidt jeres rekrutteringsproces er optimal i forhold til målsætningen.
Indslusning på arbejdsmarkedet
Personer under uddannelse
Praktikforløb er vigtige for at kunne gennemføre sin uddannelse. De sikrer, at de studerende også har et praktisk afsæt i deres uddannelse og giver arbejdspladsen inspiration og viden direkte fra skolebænken. Har I oprettet praktikforløb? Er der arbejdsområder, hvor I med fordel kunne tage vare på flere studerende eller elever?
Elever og voksenelever
De fleste elever indleder deres uddannelse på en erhvervsskole som elever på et grundforløb og indgår senere en uddannelsesaftale med en virksomhed. Mange voksne over 25 år uden uddannelse vælger at gå i lære, så de kan blive faglærte. Har I vurderet jeres mulighed for at ansætte elever eller voksenelever, og har I sikret jer, at I har afdækket alle relevante områder, hvor det er muligt at tage en elev eller voksenelev ind?
’Den gode modtagelse’ giver inspiration til, hvordan I modtager nye medarbejdere på en måde, så de bedst muligt bliver integreret både fagligt og socialt på arbejdspladsen.
Læs mere om god modtagelse her.
Plads til flere
Jobordninger
Der er en række jobordninger, der har til formål at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet f.eks. som voksenlærlinge. I forbindelse med drøftelse af rummelighed bør I vurdere, om organisationen har mulighed for at tage en eller flere personer ind på forskellige løntilskudsordninger med det formål at bidrage til, at vi som samfund får inkluderet flest muligt på arbejdsmarkedet.
Læs om ”bedre arbejde til flere” på www.cabiweb.dk
Jobs for personer med nedsat funktionsevne
Har I mulighed for at tilrettelægge nogle opgaver, der kan løses af personer med mental eller fysisk funktionsnedsættelse. Det kan f.eks. være personer i flexjob eller førtidspensionister i skånejobs. Nogle opgaver vil kræve en særlig tilrettelæggelse for at den kan løses af f.eks. personer med fysisk handicap. Tag beslutning om at gå målrettet efter det, hvis det er et indsatsområde, I ønsker at prioritere i organisationen.
Find mere inspiration til øget inklusion på at.dk
Opgaver for personer i virksomhedspraktik
Både ledige og borgere der har helbredsproblemer kan via deres kommune komme i virksomhedspraktik. Her kan de afprøve nye jobmuligheder, afklare kompetencer eller få skabt tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvad er jeres muligheder for at skabe midlertidige jobs til personer, der skal i virksomhedspraktik? Er der oplagte opgaver, som med fordel kunne gives til personer i virksomhedspraktik?