Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin
En portør kørte en kræftpatient til scanneren. Da han hentede ham igen, kunne han godt se, at der var noget galt. ”Du hænger lidt med næbet,” sagde portøren. ”Ja. Jeg har kun to dage tilbage,” svarede patienten. Så blev der stille…
Portørens kollega hedder Thomas Kristensen. Han er arbejdsmiljørepræsentant, og han kunne godt mærke, at episoden tyngede hans arbejdskammerat og spurgte lidt ind til det.
”Han skulle bare fortælle, og jeg skulle bare lytte. Det var noget af en smøre. Han var rørt og kunne ikke bare slippe det. Kunne han have gjort noget andet? Jeg ved ikke engang selv, hvad jeg skulle have sagt i den situation. Så handler det om bare at være der for ham, forstå ham og tage imod alt affaldet. Efter lidt tid blødte han op, og så kunne vi igen lave lidt fis og ballade med hinanden,” fortæller Thomas Kristensen.
Portørerne kommer følelsesmæssigt tæt på patienterne
Episoden er et godt eksempel på, hvordan portørerne på Rigshospitalet støtter hinanden. De ser og oplever meget, som kan røre ved følelserne, og de kommer ofte ganske tæt på patienterne og de pårørende.
”Når vi kører med patienterne, så er det deres frirum, og vi snakker om det, de har brug for. Det kan være deres sygdom, men det kan også være hele deres familieliv, vi får rullet ud. Tit mærker vi deres følelser, og vi kan ofte følge dem over længere tid. Jeg tror, vi nogle gange får mere at vide end sygeplejerskerne,” beretter Thomas Kristensen.
Portørerne er professionelle, og de skal være stærke. For det meste er de en støtte for patienterne, men arbejdet kan også godt være psykisk hårdt. Som når de skal veje en stærkt forbrændt og forpint patient i brandsårsafdelingen, køre en omkommet person til fremvisning for en knust familie eller som dengang, de skulle følge en ung kræftramt pige på 15 år på sin sidste rejse.
”Vi kendte pigen og hendes pårørende rigtig godt. Hun var kommet der i flere måneder. Jeg kunne ikke selv køre hende gennem døren. Det var alt for hårdt. Men min kollega kørte hende ud af afdelingen med familien og præsten, og han græd hele vejen. Som portører skal vi være stærke, men vi er også mennesker,” fortæller Thomas Kristensen.
Fra humor til salte tårer
Thomas har før været brandmand, og her lærte han, hvor godt det kunne være at snakke med sine kolleger efter ubehagelige oplevelser. Den erfaring ville han gerne bringe med sig ind i portørfaget, hvor han kunne høre i krogene, at folk gik og bavlede med noget, der ikke rigtig kom ud.
”Nogle gange er det helt rigtigt at lægge låg på en episode med en frisk bemærkning. Hvis ikke vi har humor, så overlever vi ikke det her job. Portørstuen kan lyde værre end et værtshus, men det er vores frirum. Det er rigtig fint, men nogle gange har vi også brug for at lette på låget og lukke vores følelser ud. Ellers vælter læsset lige pludseligt,” siger Thomas Kristensen.
Actioncard sætter ord på den psykologiske førstehjælp
Thomas Kristensen tog derfor initiativ til at lave et actioncard, der sætter ord på, hvordan den psykologiske førstehjælp mellem kollegerne kan forløbe.
Det er helt simpelt. Det handler om at skabe ro og tryghed for den ramte et uforstyrret sted. ”Følg den ramtes behov for tale og tie,” ”giv plads til pauser og gråd”, og ”vær lyttende” står der blandt andet.
Desuden står der, at man skal undgå at tolke, forklare, forsvare, kritisere eller bagatellisere det, som kollegaen fortæller om. Man skal heller ikke inddrage sine egne oplevelser eller give gode råd.
”Som kollegaer skal vi bare lytte, og hvis det ikke er nok, så kan vi henvise til præsten eller krisepsykologen,” siger Thomas Kristensen.
Han vendte idéen om actioncardet med hospitalspræsterne, som var meget begejstrede. Så tog han forslaget med til et personalemøde i starten af 2022, og de andre syntes om det. Også ledelsen bakkede op.
”Ledelsen synes, det er en rigtig god idé, at vi sætter os ned og retter hinanden op. Vi kan jo ikke rende rundt med ondt i hovedet, fordi vi har for meget i rygsækken. Vi skal kunne yde en god service og være rustet til dagens udfordringer,” fortæller arbejdsmiljørepræsentanten og tilføjer, at der både er tid og rammer til at gøre det.
Tror på at mere sammenhold gør stærkere
Thomas Kristensen arbejder nu på at få actioncardet til at ligge på telefonen, så den er lige så nem at gå til som enhver anden opgave på jobbet. Det har ikke været i brug endnu, men han er ikke i tvivl om, at det vil gøre det lettere at tage den gode samtale.
”Actioncardet sætter ord på, at det er i orden, at vi snakker om det, der er svært, og passer på os selv og hinanden. Jeg tror, det vil ruste os bedre og give et tættere sammenhold. Der er også nogle, der ikke vil bruge kollegerne, men så kan de gå til præsterne,” siger Thomas Kristensen.
Han har også en anden ’lille’ ting i ærmet fra sin tid som brandmand, som han gerne vil rulle ud i portørstuen, og som måske kan gøre det lettere at tage actioncardet i brug.
”Jeg synes, det kunne være fedt, hvis vi gav hånd, når vi møder ind. Så kigger man sin kollega i øjnene og mærker, at vi er der for hinanden. Vi er sammen i mange timer, så på mange måder er vi som en familie,” siger Thomas Kristensen.
Læs mere om psykologisk førstehjælp
Læs også BrancheFællesskab Arbejdsmiljøs materialer om psykologisk førstehjælp:
- Guide om psykisk førstehjælp (som tegneserie)
- Guide om beredskab ved voldsomme episoder