Del: - -

Mindfulness giver bedre psykisk arbejdsmiljø til pædagoger

Udfordringer med høje følelsesmæssige krav er en arbejdsmiljøudfordring, der kun kan løses gennem styrket faglighed, viser erfaringer fra Aarhus.

Af Irene Aya Schou

Medarbejderne bliver mindre stressede og bedre til at håndtere konflikter med de unge gennem mindfulness og Compassion og pædagogfaglige metoder som Atlass

Det viser erfaringer fra Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus Kommune. Her har man valgt at samtænke faglighed og arbejdsmiljø, fordi de er hinandens forudsætninger.

- Det, vi ser som arbejdsmiljøudfordringer, er også faglige udfordringer. Derfor skal vi finde løsningerne på vores arbejdsmiljøudfordringer ved at styrke vores faglig, siger Mikael Carlsen, der er chef for Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus.

Sammen med Tobias V. Nielsen, pædagog og arbejdsmiljørepræsentant, fortalte han om centrets erfaringer på en BFA-konference om psykisk arbejdsmiljø i Nyborg først i april. 

Mange potentielt konfliktfyldte situationer

Center for Specialpædagogiske Børnetilbud (CSB) har 220 medarbejdere og tager sig af børn og unge med autisme, ADHD og andre handicap bl.a. på døgn- og aflastningsafdelinger..

At arbejde med børn og unge med særlige behov stiller store følelsesmæssige krav, og det kræver, at man som medarbejder kan bevare roen selv i tilspidsede situationer. Derfor skal man have de rigtige værktøjer.

- Vi står hver dag i potentielt konfliktfyldte situationer. Børnene og de unge kan reagere meget voldsomt på de stressbelastninger, de oplever. Det kan gå ud over medarbejdere, de andre unge og de unge selv og kan medføre fysisk magtanvendelse, som er en voldsom belastning af arbejdsmiljøet, siger centerchef Mikael Carlsen.

Nyt mindset og nye handlemuligheder

Ét af de værktøjer, man arbejder med på centret, , er mindfulness. Alle medarbejdere har været igennem et otte-ugers kursus i "Mindfulness-baseret Stressreduktion (MBSR), hvor de bl.a. lærer om meditation, bevidsthed og stresshåndtering. Programmet er veldokumenteret for sin effekt på angst, depression, traumer og sygdomme. 

- Mindfulness handler ikke om at meditere, til man segner, men om at arbejde med sit mindset og evne til at forstå situationer på nye måde, så man får flere handlemuligheder, siger Mikael Carlsen.

Meditation før alle møder 

For at integrere mindfulness i hverdagen, indledes alle møder med en kort meditation. Der er også lokaler til meditation på alle fire matrikler, ligesom der er blevet udviklet en særlig meditations app, som medarbejderne kan bruge.

Selvom Ikke alle medarbejdere var begejstrede for mindfulness, da det blev introduceret, er langt de fleste glade for det i dag.

- Der var en del modstand i starten også fra mig selv. Jeg tænkte: 'Hvorfor skal jeg sidde her og finde ro. Jeg finder ro ved at løbe eller køre mountainbike.' Men det er en anden ro, og det finder man først ud af, når man har prøvet det, siger Tobias V Nielsen, der er pædagog og AMR på centret.

Mindfulness for børn og unge

Næste skridt er at udvide mindfulness-træningen til også at omfatte børn og unge. Det er dog ikke helt ukompliceret, forklarer Tobias V. Nielsen.

- Mange af vores børn mangler abstrakt forståelse, så hvis man lægger dem på madrasser og beder dem om at trække vejret og mærke deres højre fod, så vil mange af dem sætte sig op og tage fat i foden. Men de kan helt klart drage fordel af åndedrætsteknikker. Det nedsætter deres stress, siger han.  

Stresshåndtering som faglighed

Atlass er et andet værktøj, som Center for Specialpædagogiske Børnetilbud har valgt at at arbejde med, og som alle fastansatte sendes på kursus i.

Atlass er en tilgang, der anser stress for at være et grundvilkår for mennesker med autisme og ADHD. Derfor er det vigtigt at kigge på de ting, der stresser børnene.

- Vi laver stressprofiler på alle børn, så vi ved, hvor de ligger, og hvad der påvirker dem. Men vi arbejder også med vores eget stressniveau, for vi kan ikke bringe et barn ned i stress, hvis vores eget stressniveau er højere end barnets. Arbejdet med stress kobler sig også godt til mindfulness, siger Tobias V. Nielsen.   

Værktøj til selvomsorg

Compassion som ét af de nyere værktøj, der er kommet ind i centrets værktøjskasse. Compassion lægger sig op af mindfulness men har endnu mere fokus på egenomsorg og håndtering af situationer, hvor man skal vise omsorg og forståelse men undgå at bruge sin empati for meget.

- Vi står tit i situationer, vi ikke kan løse, hvilket kan føre til empati-udmattelse. I Compassion taler man om lidelse. I stedet for at tage del i den andens lidelse, og synes, at det er "synd for barnet", så skal man holde en armslængde til det og håbe det bedste for barnet og familien og prøve at give redskaber i stedet for at tro, at vi kan løse problemet, siger Tobias V. Nielsen.

Hele hans afdeling har været på kursus i Compassion, og for at få det ind i kulturen, starter hvert overlap med, at én har forberedt en Compassion-øvelse.

- Så inden vi går i gang med driften og dagen, prioriterer vi at lave en øvelse, så vi træner metoden. Ellers er det spild at sende en hel afdeling på kursus, siger Tobias V. Nielsen. 

Mindre magtanvendelse

Satsningen på høj faglighed og bedre arbejdsmiljø har skabt resultater. Jobtilfredsheden er i top, medarbejderne oplever en bedre sammenhæng mellem job og privatliv, og konfliktniveauet er dalet. Det sidste har givet sig udslag i færre magtanvendelser.

- Vi kan se på tallene, at vi har et lavere konfliktniveau generelt og mindre brug af fysisk magtanvendelse, og det er godt, for det er udtryk for, at vi har bedre redskaber til at udgå det, siger Mikael Carlsen.

Pædagog Tobias V. Nielsen oplever en højere arbejdsglæde og bedre trivsel, fordi pædagogfagligheden er i fokus.

- Det handler også om, at jeg skal kunne gå på arbejde i børns hjem uden at rende rundt og være stresset, for så skaber jeg et stresset hjem for vores børn, og det dur ikke, siger han. 

Det er en investering

For Mikael Carlsen er det et bevidst valg at satse på faglighed og psykisk arbejdsmiljø.

- Det er en investering, men det er en både faglig, arbejdsmiljømæssig og økonomisk sund investering. Vi går på arbejde for at gøre noget for de her børn, unge og deres familier, og vi kan se, at vores satsning giver resultater, siger han.


Senest revideret den 25. april 2024